Zentropa gæster klubben mandag-torsdag 7. - 10. sep

3. september 2026 13:20 , af Klaus Heide

Zentropa optager flere scener til en kommende film tæt ved Helsingør. Optagelserne skal foregå dels med fartøjer ude på Øresund og dels på lavt vand nær Trykkerdammes badebro. Der indgår ikke optagelser på land. Zentropas skal bruge et velegnet sted, hvor deres team kan opholde sig og klargøre/klæde om, hvile ud, spise frokost, tørre deres våddragter osv.

Efter forhandlinger med Zentropa har bestyrelsen tilbudt at stille klubbens faciliteter til rådighed, så Zentropas team kan anvende klubstue, baderum og toiletter og tørremuligheder. Den konkrete plan omfatter de 4 dage fra mandag den 7/9 til og med torsdag den 10/9, i dagtiden, hvor der vil være et varierende antal gæster fra Zentropa i klubben. Zentropa betaler klubben for ulejligheden og sørger for slutrengøring.

Alle optagelser foregår “vendt væk” fra land, og klubhus, terræn og bro/rampe indgår ikke i aktiviteterne. Vi vil modtage fra omkring 5 og op mod 35 gæster i opholdsstue og med adgang til bad og toiletter. Endvidere får Zentropa adgang til op til 10 P-pladser hos klubben til alm. personbiler inkl. 1 lidt større kassevogn med deres catering.

Vær særlig opmærksom på høj aktivitet ud for Trykkerdammens badebro onsdag og torsdag. Overvej gerne at parkere på vejene oppe ved Søndre Strandvej bag klubben.

Bestyrelsen vurderer samlet, at vores sædvanlige klubaktiviteter kan foregå sideløbende med Zentropas besøg. Selvfølgelig kan der bliver lidt trangt, også på P-pladsen, nok særligt midt på dagen og ved fyraften samt ude på vandet omkring Trykkerdammens badebro. Hvis vi alle fastholder det gode humør og venlige omgangstone, vi oplever til hverdag i klubben, og med ekstra opmærksomhed på ro-sikkerheden i “dykkerområdet”, bliver det gode dage for alle, både gæster og medlemmer.

Et bestyrelsesmedlem vil have “klubvagt” på besøgsdagene. Klubvagten lukker vores gæster ind og ud og bistår med at klare evt. opståede problemer. Et vagtskema kommer på opslagstavlen.

Zentropas planer er meget afhængige af vejret. Ændringer med kort varsel er et vilkår ifm. filmoptagelser. Sker det i denne forbindelse, hører I nærmere.

 

Venlig hilsen
Klaus Heide