Varme og vand udvalget bestående af Peter Bruun, Bo Andersen og Torben Hansen, har fundet frem til løsninger, der vil sørge for sikring mod Legionella i baderegioner og forbedring af vores varmesystem.
Sylvest VVS starter arbejde den 21.08.24 om morgenen med ændringer på vores vand og varmesystem, og det er nødvendigt at Sylvest VVS har adgang til fyret, herrernes omklædning og bad, gangarealer, bestyrelseslokalet, damernes omklædning og bad samt bådehallen. Så lad dem venligst få arbejdsro, og undgå bad og omklædning, medens de arbejder.
Peter Bruun vil sørge for at Sylvest VVS får adgang tidlig morgen den 21.08.24 og indtil arbejdet er tilendebragt.
Tiltagene er ændringer på vores vand og brusesystem, og ændringer på vores varmesystem, som i korthed går ud på følgende:
Vand og brusesystemets ændringer
Der foretages diverse afpropninger af døde rørender for at mindske sandsynligheden for vækst af bakterier i brusevandet. Der udskiftes brusebatterier til termostatiske batterier for at øge komforten i forbindelse med bad. Der sørges for at alle bruseinstallationer bliver ens med fast bruserør og rundhovedet bruser for at lette den fremtidige vedligeholdelse af installationen. Brugsvandsinstallationen som sådan ændres til, at der i fremtiden ikke er cirkulation på det varme brugsvand for at få en energisbeparende effekt samt for at mindske sandsynligheden for vækst af bakterier i brusevandet.
Varmesystemets ændringer
Tilslutningssystemet for radiatoren i træningslokalet ændres til 2-strengs system. Det betyder at der skal føres nye rør fra varmecentralen til tilslutning i "damernes" bådehal og at der skal foretages sløjfning af diverse mellemstik. Det er aftalt med VVS installatøren at isolering af de nye rør og arbejder med rørkasse i herreomklædning står vi selv for.
Der er fra udvalgets side lagt et meget stort og grundigt arbejde i, at finde frem til de bedste og mest økonomiske løsninger, med hensyntagen til at vi indenfor en nær fremtid vil skulle tilsluttes fjernvarme. Omkostningerne ved ovenstående arbejder er inkluderet i budgettet for 2024, som blev fremlagt ved generalforsamlingen i foråret.