Vores æresmedlem Torben Sylvest er gået bort!

18. august 2021 00:07 , af Kjeld Bertelsen

Natten til lørdag den 14. august, sov vores kære æresmedlem Torben Sylvest stille ind, i en alder af 87 år.

Torben har været medlem af Helsingør Roklub siden de unge teenageår, og gennem årene været et meget aktivt medlem, hvor han deltog i et utal af regattaer sammen med rovenner i roklubben. Det resulterede i et meget stort, men ukendt antal medaljer.

Torben har været en stor støtte i roklubben, og har ofte sponsoreret projekter, når der skulle rejses midler til f.eks. anskaffelse eller istandsættelse af både. I mange år har vi haft en Slagelsebåd, som blev navngivet ”Sylvest”, men nu er solgt til Tolo Roklub, hvor den kommer til at nyde et ”otium” i det græske øhav.

 

 

 

 

 

 

Torben stod senest fadder ved dåben af vores båd ”Kronborg” den 29. juni 2019, hvor Torben kunne fortælle en lille anekdote, om at vi faktisk tidligere har haft en inrigger 2+, som bar navnet Kronborg, og at han i 1951 havde vundet kaninrace i denne båd.

 

 

 

Ved indvielsen af vores nye bro og rampe, havde vi glæden af, at Torben deltog og klippede båndet, ligesom Torben til det sidste deltog i det faste veterantræf hver lørdag morgen.

Ære være Torbens minde!

Torsdag den 19. august vil der være bisættelse i kapellet ved Helsingør Kirkegård kl. 12:30, og roklubbens lokaler er efter familiens ønske efterfølgende udlånt til gravøl fra ca. kl. 13:30. Medlemmerne bedes venligst respektere dette og tage hensyn.

På forhånd tak!

Bestyrelsen