LokalForsikring får en søster!

22. juli 2019 10:32 , af Kjeld Bertelsen

En ny inrigger 4+ lå i bestyrelsens plan for næste båd indkøb, og det rækker Bådfondens midler efter budgetterne først til med levering i 2021, med mindre vi får solgt Blåhvalen.

Men man har lov at være heldig en gang imellem!

Og det har vi været her i juli, hele to gange, som tilsammen har gjort det muligt at købe en netop opslået inrigger 4+ til salg af Falkenberg Roklub i Sverige.

Båden er fra Baumgarten, og bygget samme år som vores LokalForsikring i 2007. Knap så velholdt, men ellers udstyrsmæssigt og i farver fuldstændig magen til LokalForsikring.

Pris DKK 50.000,- (En ny koster DKK 135.000,-)

Jan og Kjeld tog til Falkenberg søndag morgen den 14. juli, og besigtigede båden. I den efterfølgende uge tog bestyrelsen en hurtig beslutning, som betyder et kattespring, i forhold til de oprindelige planer. Dermed får vi allerede leveret en "ny" inrigger 4+ i denne uge, som vi kan have glæde af resten af sæsonen.

Der skal dog lige fremstilles et sæt bundbrædder, og den skal shines lidt op, med udskiftning af den gule stribe, samt årerne skal males, før den bliver lagt på rokort.dk.

Og pengene, ja her er det anden gang vi er heldige her i juli! Bådfonden har midlerne på kontoen.

Ved købet af Kronborg havde vi ikke tømt Bådfonden, og vi har modtaget en anonym gave på DKK 25.000,-, som tilsammen med det beløb vi modtog for Maarum, gjorde det muligt at slå til, og købe denne båd nu.

Så endnu engang, skal vi til at finde på et navn, og derefter døbe den femte båd i indeværende sæson. :-)